Vores avlsmål

  Østrupsgård stutteri er et mindre stutteri hvor vi pga. størrelsen kan sikre en daglig kontakt til alle hestene, og netop den store kontakt, er en af de ting vi ligger stor vægt på.
 
Vi vil fremavle en varmblodshest med gode gangarter, til spring eller dressur, med stangmål mellem 160 og 170 cm, med et super godt temperament så den kan omgås af alle.
     
Vores avlshopper er kåret i Palomino Sportheste Avlsforbundet (PSA) og flere af dem er også kåret i Dansk Varmblod.

 
I Palomino avlen er vores mål desuden at fremavle den rigtige farve. Palomino er ikke en race, men en speciel farve.
 
Definition - palominofarve: Kropsfarven skal være gylden - af samme farve som en nyslået guldmønt; man og hale skal være hvide. Hvide aftegn i hovedet og på benene er tilladt.

Striber (f.eks. ål og tilsvarende) på kroppen accepteres ikke, og pletter i kropsfarven er uønsket.

Palominofarven beskrives ved kåring som værende bronze-, kobber-, rødguld-, guld- eller perleagtig; og herudover beskrives guldskæret, dvs. den metalliske guldglans, der er ønsket i farven.

 

Fremtidsplan.

Der bliver brugt mange timer på træning og håndtering, men det danske vejr kan være lunefuld og hvis træningen skal være optimal, mangler vi muligheden for at træne indendørs.

Vi har derfor ansøgt om byggetilladelse til at bygge et ridehus, i tilknytning til Østrupgård Stutteri.

Dermed vil træningen kunne udføres mere optimalt. Der vil være mulighed for at træne og fremvise vores føl og ungheste op imod salg, skuer og kåringer.

Denne mulighed har været meget savnet og vi har været nød til at sælge vores føl efter fravænning.

Mange avlere vælger lige for tiden, ikke at sætte deres hopper i fol, men vi har valgt at forsætte avlen, da eksperter spår, om nogle år kommer der til at mangle gode ungheste. Derfor vil der også være føl i vores stald til næste år.